Først skal du vide, at din baby elsker dig ubetinget. Du er den vigtigste i hendes/hans liv uanset hvad – også selvom det måske ikke altid føles sådan.
"Vi skulle hjem og besøge mormor i Jylland for første gang. Min datter var omkring 6-8 uger gammel og vi skulle tage toget, bare hende og mig. Jeg husker, hvor nervøs jeg var. Åh, bare hun sover hele vejen. Jeg kan ikke overskue, hvis hun vågner og skriger. Hvad vil de andre ikke tænke? Jeg husker den stærke følelse af ikke at ville være til besvær for de andre i toget med et skrigende barn. Det var deres blikke og opmærksomhed jeg ikke magtede – at blive set imens jeg var usikker og famlende ift mit barn. Mit barn. Mit ansvar. Mit ansvar for at sørge for at de andre i toget ikke blev urolige og irriteret på mig over, at jeg ikke kunne få mit barn til at stoppe med at græde. For gråden måtte stoppes og roen bevares. Jeg husker, hvordan jeg nervøst holdt hende tæt ind til kroppen. Hun lå med en dyne omkring sig. Hun sov stadig.Toget var tætpakket. Det føltes varmt at sidde der med barn, jakke og dyne. Jeg sad klar til at vugge, hvis hun vågnede. Der kom af og til små lyde fra hende. Og så. Åh, nej. Åh, jo. Hun var vågnet. Indre panik. Første tanke: Jeg må amme hende, måske sover hun videre.
Jeg fumlede mit bryst frem under jakken. Jeg må gøre det diskret, så jeg ikke generer nogen med mit bryst. Jeg kan jo gøre dem forlegne. Måske synes de, at jeg er upassende. Puha, jeg havde det varmt. Mit hjerte hamrede af nervøsitet. Jeg husker hvor krumbøjet jeg sad der i toget med min datter. Usikker og skamfuld, da hun begynder at græde. Og så gik den fysiske rokke ellers i gang. Frem og tilbage rokkede jeg min datterHun brugte ikke sut, så der var ikke andet at gøre. For gråden, den måtte stoppes". Mig med min datter i 2014)
Måske oplever du, som nybagt mor, at det kan være svært at rumme dit babys gråd. Det kan endda være, at du har fået et barn med kolik og som græder meget af tiden. Det kan give anledning til megen tvivl og usikkerhed – om det er rigtigt det du gør, om det er godt nok og om du nu er en god nok mor. (Det er du!)
Det er dit nervesystem, som reagerer på gråden. Er du i forvejen i underskud af energi, kan din babys gråd skabe en stress-tilstand, som kan gøre det sværere at finde indre ro.
Der kan være mange grunde til din baby græder. Gråd er din babys måde at kommunikere til dig, at der er noget den har brug for hjælp til. Det gælder når den har brug for: mad, bleskift, har det for varmt/koldt, er træt og/eller har brug for nærhed, er syg mm. Uden sproget er kroppen og gråden den eneste måde din baby kan kommunikere til dig.
Har du haft en svær fødsel med komplikationer undervejs, haft et belastende efterfødselsforløb og er du i det hele taget tappet for energi, så kan det være svært at skulle rumme en grædende baby, fordi det kan være svært at rumme dig selv. Med andre ord: dit nervesystem og krop er i alarmberedskab – en form for stresstilstand og har brug for hjælp til at regulere sig/restituere. Står det på i længere tid kan det tære yderligere på kræfterne og give en belastningsreaktion, som måske kræver behandling.
Når din baby græder, kan det vække tidlige minder i din krop og erfaringer fra da du selv var baby. Det ligger lagret i nervesystemet og dermed uden for din kontrol. Derfor er det vigtigt, at du nu som voksen, lærer at regulere dig selv, når dit barn græder for at stoppe den onde spiral, der kan opstå.
Her får du 3 kropslige øvelser, som kan hjælpe dig til at regulere dig selv og dit nervesystem.
Når din baby græder, og du holder den, så start med at rette opmærksomheden ind på din egen krop:
Mærk dine fødder, bøj let i knæene og mærk kontakten til gulvet
Træk vejret – lav nogle dybe udåndinger, hvor du slipper lidt i kæben, gerne som et suk
Tal til din baby, som skulle du trøste dig selv
Opmærksomheden på dine fødder og dit åndedræt kan virke som lynafledere og hjælpe både dit og din babys nervesystem til at falde mere til ro. Jo mere du øver dig på at mærke din krop og kan trække vejret for dig selv, jo bedre kan du være et anker for din baby, når den græder.
Oftest når vi bliver pressede som mennesker, stiger al vores energi og opmærksomhed op i den øverste del af vores krop og vi reagerer pr. automatik (febrilsk) udad til. Med andre ord stressen kan bringe dig ud af fatning og væk fra dig selv. Øvelserne her kan være en hjælp til at komme hjem i din krop igen, støtte til en dybere vejrtrækning og dermed regulering af dit nervesystem.
"Jeg fornemmede allerede dengang, før jeg vidste noget om gråd, hvor bange min datter var lige dér i det mørke soveværelse. Panikken i hendes måde at græde på, føltes som om den trådte ind i min krop og gjorde mig panikslagen, men lige dér skete også et underligt skift i mig. Jeg mærkede, at der var noget i mig som ikke var bange. Jeg mærkede pludselig tydeligt dér, at jeg var sammen med hende i det hun var bange for. Dét, som hverken hun eller jeg vidste hvad var. Hun fik lov til at græde – længe og være skrækslagen, og jeg blev der sammen med hende – holdt om hende, talte roligt til hende, til hun faldt til ro."(Mig med min datter 2014)
Bearbejdnings gråd
Vidste du, at din baby også kan have brug for hjælp til at få lov til at græde, imens du er sammen med den, fordi den gennemlever noget overvældende og måske er bange for alt det den sanser og mærker i den nye verden?⠀Det er her vi ofte misforstår og tror gråden skal stoppes, men den skal gennemleves sammen med én tryg person(dig) i trygge rammer. Det forudsætter dog, at du er i stand til at regulere dig selv og kan være i ro, imens din baby græder. Tænk på dit nyfødte barn også har været en del af fødslen. Hvis du som mor har haft en svær fødselsoplevelse, har det en indvirkning på din baby i form af, at den mærker mors stressede nervesystem. Det gælder også, hvis din babys liv har været i fare undervejs i fødslen eller har siddet længe fast i bækkenet uden at kunne komme ud.⠀Din babys krop er helt åben og har ingen erfaring i livet til at forstå den nye verden den er kommet ud i. Den sanser bare og reagerer.⠀
Her er gråden både en måde at kalde på hjælp og omsorg, men også en måde at regulere og komme af med den ophobede energi/følelser til at kunne være i den lille krop.⠀Vi er vant til at gråden opfattes som noget “negativt”. Den skal helst stoppes hurtigt.Vores kulturs syn på gråd og vores internaliserede opfattelse af gråd som værende noget fremmed noget lidt pinlig, lidt skamfuldt, et svaghedstegn, noget kvinder og børn gør, gråd er = smerte, smerte må stoppes.⠀Det er altså det vi er opvokset med – gråd må stoppes og det går videre til næste generation. Det har altså en kropslig og følelsesmæssig pris.
Naturen har udstyret os mennesker (mennesket er det eneste dyr, som græder), med denne geniale kropslige mekanisme til at hele os selv og hinanden, når vi bliver bange, føler smerte og ensomhed.Det er forløsningen – muligheden for at restituere efter et indre eller ydre pres. Det gælder også når vi græder af glæde.
Gråden hjælper kroppen og nervesystemet til at give slip. Den hjælper kroppen til at ånde – at trække vejret dybt for at give mere plads til at rumme følelserne indeni. Når der er mere plads til at ånde dybt, så kan roen indfinde sig igen.
Som voksen er det vigtigt at du lærer at mærke og kende til din krops og dit nervesystems natur for at forstå din baby og børns non-verbale sprog. Det kræver til en start at få skabt en forbindelse til din egen krop, turde mærke ubehag og lære at regulere dig selv. Det kan være udfordrende i begyndelsen, men øvelse gør mester. Og belønningen er at du bliver i stand til at mærke og rumme både dig selv og dit barns følelser.
Jeg har skullet lære mit eget nervesystem at kende
Efter min fødsel med svær svangerskabsforgiftning og stort blodtab, følte jeg mig fuldstændig frakoblet mig selv og min krop. Jeg havde ikke ord for det, jeg havde været igennem og jeg forsøgte at virke så ovenpå og så normal som mulig. Det var hårdt. Jeg følte, at det på en måde var forventet af mig. Mine omgivelser virkede ikke som om dét, jeg havde været igennem, var noget særligt på trods af min fødsel havde været alvorlig. Så det var svært for mig at forbinde mig til nogen, som så mig i det, jeg havde været igennem. Det gjorde, at jeg følte mig meget ensom og famlende efter nogen, der vidste noget og kunne hjælpe mig med at forstå, hvorfor min krop reagerede som den gjorde og hvorfor jeg følte mig så ulykkelig indeni. Jeg søgte bl.a. hen i bøgerne om krop og traumer. Det gav mig en forståelse, men det var i dagligdagen med min datter, hendes far og andre, hvor jeg blev konfronteret med mit nervesystem og min krops reaktioner. Det var her mit arbejde startede. Jeg havde på min uddannelse som Manuvision Kropsterapeut fået værktøjer til at turde mærke alle sansninger i min krop uden at flytte mig fra dem. Det kunne være stærke følelser som angst og vrede. Så da jeg blev mor, tog jeg fat i dét, som jeg vidste hjalp mig under uddannelsen, når jeg blev overvældet. Mine fødder, min indre sansning af dem og kontakten til jorden. Når min datter græd fortvivlet og mit nervesystem buldrede afsted. mens jeg holdt hende, rettede jeg altid opmærksomheden ned i mine fødder. Det hjalp mig til at grounde mig selv. Dernæst rettede jeg opmærksomheden hen på mit åndedræt, trak vejret og talte roligt til hende. Jeg var med hende og hendes stærke følelser og dét de vækkede i mit nervesystem. Jeg var med mig selv sammen med hende. Det er egentligt det samme jeg gør, når jeg møder mine klienter med traumer, stress, angst og depression. Jeg kender de stærke kræfter, som kan ligge i nervesystemet, kroppens behov for at komme af med den ophobede energi for at kunne regulere sig igen.
Få nænsom hjælp til at lære at rumme din babys gråd
Har du brug for hjælp til at lære at rumme og forstå din babys gråd, få hjælp til at regulere dit nervesystem og få skabt forbindelse til din krop, så vil jeg meget gerne hjælpe dig. Du kan læse mere om min behandling på siden om efterfødsel (København) her.
Comments