Angstreaktioner efter fødslen
Angst kan både opstå hos mødre, som ikke har lidt af angst tidligere og for mødre, som har. Angsten kan have ligget latent i kroppen og blive udløst i forbindelse med fødslen og det nye moderskab. Angst efter fødslen kan være forbundet med et dybt tab af kontrol og øge behovet for at have kontrol for at undgå at blive overvældet. Ofte kan det afstedkomme en ond spiral, hvor angsten kommer til at styre ens adfærd på en uhensigtsmæssig måde.
Symptomer på angst kan fx være:
katastrofetanker
angst for at blive syg
komme til at skade sig selv
komme til at skade barnet
angst for at forlade hjemmet
angst for at være sammen med mange mennesker
angst for at blive sindssyg
angst for at lade barnet være i andres varetægt
De fysiske symptomer på angst kan fx. være:
hjertebanken
smerter i brystkassen
åndedrætsbesvær
svimmelhed og kropsligt ubehag
en knude i maven
hovedpine
koldsved
rastløshed
raserianfald
panikanfald
søvnproblemer
uro
Kontakten med kroppen gennem graviditeten, fødslen og den lille sårbare baby kan vække tidlige minder i nervesystemet om egen skrøbelighed, sårbarhed og tilknytning. Husk, at du selv har været en lille krop, som sansede alt inde i maven, i fødslen og kom ud i en stor og ukendt verden. Oplevelserne og erfaringerne ligger i nervesystemet og har intet sprog, kun sansninger.
At stå med et helt nyt lille menneske i sin varetægt og have ansvar for dets overlevelse kan være overvældende og krævende, særligt hvis du føler, du står alene med det. Mit råd er at række ud efter hjælp. Ingen skal være alene med angst.
Angst er kroppens forsøg på at regulere sig, når nervesystemet er blevet overvældet. Det kan føles som om kroppen er ude af kontrol, men den forsøger i virkeligheden at få kontakt, omsorg og opmærksomhed. Du kan at lære at rumme sansningerne i kroppen, så de ikke længere overvælder dig, men derimod lærer dig at mærke, hvad du har brug for og kan kommunikere det. Så du kan blive mere fri og tryg i dit moderskab.
Øvelser til at hjælpe dig til at finde større ro ved din angst
Din krop forsøger at hjælpe dig med at regulere nervesystemet - hav tillid til dens proces
Altid start med at mærke dine fødder, bøj lidt i knæene, hvis du står op. Er du hjemme og har en massagebold liggende, så placér din ene fod oven på bolden og rul frem og tilbage under svangen i min. 5 min, skift derefter til den anden fod.
Mærk dit åndedræt, træk vejret hen til det sted i kroppen som føles ubehageligt, bliv der med din opmærksomhed. Træk vejret igen og igen. (Se om du kan tillade din udånding at blive lang, dyb og vent på at indåndingen kommer til dig.) Det kan hjælpe dit nervesystem til at falde til ro.
Hvis du er sammen med nogen, søg øjenkontakt med din partner eller anden person, sig højt til vedkommende, hvad du mærker uden at dømme din følelse/sansning eller undskylde din adfærd – du er ligesom du skal være.
Er du alene – og har mulighed for at lægge dig ned – så giv din krop lov til at reagere som den gør, lad den skælve, ryste, sitre, hjertet banke mm. – din krop forsøger at komme af med overskydende stress energi - hav mod til at mærke sansningerne som de er, mens du trækker vejret. Lad udåndingen være gennem munden. Du kan lægge en hånd på din bug og solar plexus og mærke varmen fra den.
Har du brug for hjælp til din angst – de stærke sansninger og lære at rumme dem – så vil jeg selvfølgelig meget gerne hjælpe dig. Du kan booke en tid her
"Da jeg var lille, var jeg tit bange for, at der lå en heks under min seng. Og hvis jeg kom til at lægge min arm ud over sengen, så ville hun række sine lange krogede fingre ud og gribe fat i min hånd. Den angst kom igen, da min datter var ca. 5 måneder gammel. Det føltes meget mærkeligt for mig som 31-årig voksen kvinde pludselig at være bange for en heks under sengen. Angsten var på en måde konkret og alligevel ikke. For rationelt vidste jeg jo godt, at der ikke lå en heks under min seng. Hun var blot en billede på en dybere frygt, der lå i mig. Når angsten kom, begyndte jeg at invitere heksen op i min seng og sagde til hende, at hun godt måtte ligge ved siden af mig. Det føltes meget væmmeligt til en start, men jo flere gange jeg gjorde det, fik jeg mere ro og til sidst forsvandt hun. Fremfor at angsten styrede mig, øvede jeg mig på at tillade de stærke følelser være der og på den måde, blev jeg ikke overvældet hver gang følelserne kom."( Mig 2014)
Én af mine klienter spurgte mig før sommerferien, om jeg havde prøvet at have angst. Det var et virkelig godt spørgsmål, og mit svar til hende var, at ja, det har jeg – mange gange. Jeg har bare aldrig kaldt det angst.
Jeg mødte for første gang min angst i fuld flor, da jeg startede på min kropsterapeutuddannelse.
Forinden havde jeg mærket frygten mange gange. Særligt i forbindelse med at stille mig frem foran et publikum i forskellige skuespil-sammenhænge. Auditions, optagelsesprøver og andet, som krævede at jeg performede og levede op til andres forventninger. Jeg følte et kæmpe indre pres, som jeg på ingen måde ville erkende eller handle anderledes på. Min krop ville ikke det, mit hoved havde låst sig fast på, men jeg nægtede at give efter for den.
Det skal selvfølgelig ses i en forlængelse af min opvækst og alt det jeg havde kæmpet med der. Jeg havde udviklet en evne til at lukke ned for min krops signaler og tilpasse mig mine omgivelser. Det havde en stor pris.
Prisen mærkede jeg først i form af stress, som havde hobet sig op i min krop over lang tid og som endte med en moderat depression tilbage i 2009. Depressionen var et kæmpe kontroltab og en begyndelse på en helt ny vej i mit liv.
Da jeg startede på min uddannelse som Manuvisionterapeut, var jeg klar til at arbejde med mig selv. Jeg ville ikke længere flygte fra mit klemte indre. Men den angst, som jeg mødte på uddannelsen, var jeg ikke forberedt på. Den overvældede mig igen og igen.
Dét, at komme tæt på andre mennesker, lytte og røre ved dem og lade dem se mig, som jeg var – uden at skulle “performe”. Min uddannelse handlede ikke kun om, at jeg skulle behandle kroppe. Den gik ud på, at jeg skulle lære at mærke min krop og de sansninger, der fulgte med – gode som dårlige. Det var af og til skrækindjagende. Der var ingen steder at flygte hen. Kun at mærke og give plads til sansningerne i kroppen som de var, uden at dømme dem. Jeg havde mange reaktioner undervejs, men de blev aldrig stemplet som angst. Kun sansninger og det tog jeg med mig. Stå i det, sagde mine undervisere. Det gjorde jeg så – stod i de vildeste følelser og sansninger. Og det gør jeg stadig, blot med megen mere ro og tillid til det jeg mærker.
Men det kunne jeg ikke have gjort uden at have nogen ved min side, som havde tillid til min proces, som selv kendte til kroppens reaktioner og som jeg kunne række ud til, når jeg følte mig alene med alt det jeg mærkede.
Efter jeg blev mor, oplevede jeg mange gange at blive overvældet af kropslige sansninger. Jeg mærkede det fx som en knude i Solar plexus, rastløshed, stress, som rysten i kroppen, hjertebanken, svimmelhed, katastrofetanker, åndenød, frygt for at lade min datters far trøste vores datter mm.
Angst kan dukke op i moderskabt på mange forskellige måder. Og som mødre møder vi den også hos vores børn mange gange. At skubbe følelsen væk eller forsøge at kontrollere den hjælper sjældent. Kroppen er en direkte vej ind til de ubevidste lag i dig og ved at tillade dig selv at mærke sansningerne, så kan intensiteten begynde at klinge af.
Comentários