top of page

Når kroppen har været igennem fertilitetsbehandling

  • for 14 timer siden
  • 3 min læsning



Om hormoner, nervesystem og tiden efter fødslen

For mange kvinder begynder moderskabet længe før graviditetstesten viser to streger. Fertilitetsbehandling er ofte en følelsesmæssig og fysisk rejse, hvor din krop gennemgår langt mere, end omgivelserne kan se. Hormoner, scanninger, ventetid, håb og skuffelser sætter sig ikke kun mentalt — det påvirker også din krop og dit nervesystem dybt.


Når graviditeten endelig lykkes, tror mange, at kroppen “slapper af”. Men for dig, som har været igennem fertilitetsbehandling, kan kroppen fortsat være i alarmberedskab længe efter fødslen.



Kroppen husker mere, end du tror


Fertilitetsbehandling påvirker hormonbalancen markant. Kroppen bliver stimuleret, reguleret og overvåget gennem medicin og behandlinger, som kan skabe både fysiske og følelsesmæssige reaktioner. Mange beskriver følelsen af ikke helt at kunne genkende deres egen krop under forløbet.

Samtidig aktiveres nervesystemet ofte over længere tid. Når du konstant lever i usikkerhed, længsel eller gentagne skuffelser, kan din krop gå i en konstant tilstand af spænding og overvågenhed. Det er din krops måde at forsøge at beskytte dig på — men det kan være udmattende i længden.


Selv efter en vellykket graviditet kan din krop stadig bære på denne stressrespons. Du kan derfor opleve, at det kan være svært at finde ro i din barsel, svært at give slip på kontrollen eller svært at mærke dig selv i dit nye moderskab.



Efterfødselskroppen efter fertilitetsbehandling


Efter en fødsel står kroppen allerede i en enorm omstilling. Dine Hormoner ændrer sig hurtigt, mindre søvn, et lille nyt menneske, du skal være der for plus din krop skal hele efter graviditet og fødsel.

Har din krop samtidig været igennem fertilitetsbehandling, kan belastningen opleves endnu større.


Det kan være, at du føler et pres for at skulle være taknemmelige hele tiden. Og selvfølgelig kan der være stor glæde over endelig at have fået dit barn. Men taknemmelighed udelukker ikke træthed, overvældelse eller sorg over det, din krop har været igennem.


Nogle oplever en følelse af at være koblet fra kroppen efter mange års behandling og fokus på resultater. Kroppen er blevet noget, der skulle “fungere”, præstere eller lykkes. Derfor kan det tage tid at genopbygge en tryg relation til din krop igen. Det vil jeg gerne hjælpe dig med.


Du er velkommen til at læse mere om min efterfødselsbehandling her.







En kvinde ligger afslappet ned og modtager omsorgsfuld behandling i en rolig og varm atmosfære.
En kvinde ligger afslappet ned og modtager omsorgsfuld behandling i en rolig og varm atmosfære.

Hvordan kropsterapi kan hjælpe


Kropsterapi kan være en nænsom støtte både under fertilitetsbehandling og i tiden efter fødslen. Når kroppen over længere tid har været i alarmberedskab, kan det være svært selv at finde tilbage til ro, nærvær og kontakt til kroppen.

Gennem berøring, åndedræt og arbejde med kroppens spændinger kan kropsterapi hjælpe dit nervesystem med at regulere sig.


Mange oplever, at kroppen langsomt slipper noget af den uro og det kontrolberedskab, som ofte følger med fertilitetsforløb.

Under fertilitetsbehandling kan kropsterapi skabe et rum, hvor kroppen ikke kun bliver forbundet med undersøgelser og præstation, men også med omsorg og tryghed. Et sted hvor der er plads til både håb, sorg, frustration og udmattelse.


Efter fødslen kan kropsterapi støtte kroppen i at lande igen. Behandlingen kan hjælpe med at skabe kontakt til bækken, åndedræt og spændinger i kroppen, samtidig med at mange oplever en følelse af at kunne mærke sig selv igen — ikke kun som mor, men som menneske.

Kropsterapi handler ikke om at “fikse” kroppen. Det handler om at møde den med forståelse og støtte efter alt det, den har været igennem.



Kroppen har brug for omsorg — ikke præstation


I en tid, hvor mange hurtigt ønsker at “komme tilbage” efter fødslen, er det vigtigt at huske, at kroppen ikke er en maskine. Den har båret på både hormoner, håb, behandlinger, graviditet og fødsel.

Efter fertilitetsbehandling har kroppen ofte brug for ekstra ro, restitution og nænsomhed. Ikke flere krav. Ikke flere præstationer.


Det kan være hjælpsomt at arbejde med blid bevægelse, åndedræt, hvile og kropslig kontakt, som hjælper nervesystemet tilbage i tryghed. At lære kroppen at den ikke længere behøver være i kampberedskab.

For kroppen har ikke været forkert. Den har gjort sit allerbedste hele vejen.

Og måske er noget af det vigtigste i efterfødselsperioden ikke at finde “tilbage” til den, man var før — men langsomt at finde hjem i kroppen igen.




 
 
 

Kommentarer


  • facebook
  • instagram

Wesselsgade 2, st. på hjørnet, 2200 København N     |     +45 40976293     |   CVR: 37379107 

 © mærkbarkrop 

2026

Manuvision Certificeret
bottom of page